Hovedsætninger og ledsætninger

Når man laver en syntaktisk analyse vil man ofte skulle opdele et tekststykke i hovedsætninger og ledsætninger. Hovedsætninger kan stå for sig selv og har enten ingen indledning eller er indledt af en parataktisk konjunktion.

Ledsætninger fungerer som led, og de lægger sig til en hovedsætning. Ledsætninger kan derfor ikke stå for sig selv, men lægger sig til en anden sætning. Ledsætninger indledes (næsten altid) af en hypotaktisk konjunktion, et relativt adverbium eller et relativt/interrogativt pronomen. Ledsætninger skal også analyseres og kan indeholde de samme led, som en hovedsætning (subjekt, verballed, objekt osv.) Ledsætningerne kan deles op i tre hovedtyper:

Adverbielle ledsætninger

Adverbielle ledsætninger er den mest almindelige type ledsætning. Der findes en række undertyper (f.eks. temporale, finale og kausale ledsætninger), men det vil vi ikke gå i detaljer med her.
En adverbiel ledsætning fungerer som et adverbialled i den syntaktiske analyse. Eksempel på en adverbiel ledsætning:

Servus ridet cum mulier venit
Slaven smiler, når kvinden kommer

I dette eksempel er servus ridet (slaven smiler) hovedsætningen. Cum er en hypotaktisk konjunktion, og vi kan dermed se, at cum mulier venit (når kvinden kommer) er en ledsætning. I dette tilfælde fortæller ledsætningen noget om tid, og den er derfor temporal.

Substantiviske ledsætninger

Substantiviske ledsætninger kan siges at opføre sig ligesom et substantiv. Det vil sige, at denne type ledsætning kan fungere som objekt eller subjekt for en hovedsætning, på samme måde som et substantiv kan.
Eksempel på en substantivisk ledsætning:

Servus quaerit ubi mulier est
Slaven spørger, hvor kvinden er

I eksemplet er servus quaerit (slaven spørger) hovedsætningen, og ubi mulier est (hvor kvinden er) er ledsætningen. Ledsætningen er indledt af den hypotaktiske konjunktion ubi. I den syntaktiske analyse er denne ledsætningen det direkte objekt for hovedsætningen.

Adjektiviske ledsætninger

Adjektiviske ledsætninger er relative, og de indledes ofte af relative pronomener. De fungerer ikke som et led for sig selv, men lægger sig derimod til er andet led i sætningen som et attribut.
Eksempel på en adjektivisk ledsætning:

Marcus qui liber est servum videt
Marcus, som er fri, ser en slave

I eksemplet er qui liber est (som er fri) en relativ ledsætning indledt af det relative pronomen qui. Ledsætningen lægger sig til subjektet i hovedsætningen (Marcus).